Den sætning et blevet slynget imod mig hele livet, og jeg har aldrig til fulde forstået, hvad den betyder. For andre er det nærmest et mantra, som ikke tåler modsigelse. Man smiler blot og siger, "det er vigtigt at tro på dig selv", og sætter ikke flere ord på det. Lad mig forklare med nogle eksempler, hvorfor jeg ikke kan få det til at give mening:
Under et fodbold-vm i Mexico skulle Danmark møde Sydamerikas stærkeste hold, Paraguay. Ikke en sjæl troede på at lille Danmark kunne vinde over så stærkt et hold, så spillerne gik på banen med intentionen om at kæmpe det bedste de havde lært, undgå ydmygelse og forhåbentligt tabe med æren i behold. Kan I huske, hvordan det gik? Danmark vandt 6-1. Det var i den kamp, at den paraguyanske speaker kaldte Michael Laudrup for "Den store satan".
Senere i turneringen skulle man møde Spanien, og det måtte vel være en lettere opgave? Kampen gled ikke rigtigt, men kort før pausen kom Danmark foran med 1-0, og jeg husker, hvordan speakeren med glæde konstaterede, at "nu havde det danske hold fået den selvtillid, der skulle til, for at vinde kampen". Kan I huske, hvordan det gik? Danmark tabte 5-1 og blev totalt ydmyget.
I mine studiedage spurgte læreren, om nogen af os, kunne forklare, hvorfor vi skulle lære om komplekse tal, for at arbejde med elektronik. En københavnsk student med jakkesæt, blankpolerede sko og Cavalettaske svarede med stor overbevisng og store armbevægelser, at "komplekse tal sandelig var alfa og omega for at kunne regne på elektroniske kredsløb". I salen sad vi også to jyder med vore blå og billige anorakker samt gamle og slidte skoletasker og sko, og vi følte os SÅ dumme, for vi fattede ikke et klap og måtte kæmpe hele semesteret med at få grev om det. Men da det så kom til eksamen, så dumpede den smarte københavner og flere af hans slags, mens de to "dumme jyder" begge fik 13. Jyderne endte med at afslutte studiet med de højeste karaktergennemsnit af alle - de fleste af de smarte københavnere endte med at forlade studiet. Men vi gik aldrig nogensinde til eksamen i fuld overbevisning om, at vi ville bestå. Vi vidste nemlig også noget om, hvad vi ikke vidste og forstod, og det var meget.
Jeg vil vove at påstå, at det var tvivlen og usikkerheden, der bragte Danmark til 6-1 sejren over Paraguay, og det var overdreven selvtillid, der ødelagde danskerne mod Spanien. I japansk kampkunst taler man om "at se sejren for tidligt" - så taber du. I pædagogik taler man om en indlæringskurve: når du skal lære noget nyt, ved du endnu ikke, hvad du ikke ved. Du er "ubevidst inkompetent", og i den tilstand kan du nemt bilde dig selv ind , at du ved næsten alt. Men så begynder du at lære og forstår, hvor lidt du kan. Så bliver du "bevidst inkompetent" - og det får dig til at strenge dig an. Når du så endelig lærer det, du skal, er du "bevidst kompetent". Du ved, hvad du kan. Der findes et niveau herover kaldet "ubevidst kompetent", som mange af os befinder os på: vi gør tingene på en kompetent måde, men har glemt hvorfor og har derfor svært ved at forklare vore handlinger overfor andre, men det er en anden sag.
I flyvning ved vi, at de farligste piloter er dem uden frygt og tvivl. Det er jo netop den sunde frygt og tvivl, der får os til at tænke os om en ekstra gå gang og afstå fra at gøre tåbelige ting, som vi ikke har helt styr på. En af de mest vanvittige piloter, jeg har kendt, var uddannet psykolog. Jeg er sikker på, at han har lært, at "Man skal tro på sig selv" og ikke lytte til tvivlen.
Men ved jobsamtaler og i salgssammenghæng lærer vi , at vi skal strutte af selvtillid og energi og absolut ikke vise tvivl.
Jeg fatter det bare ikke. Jeg har skrevet lidt mere om dette fænomen i denne blog: Er tvivl altid noget skidt?
Og dog. Caminoen har bragt mig nærmere til at forstå, hvad der menes med "at tro på sig selv".